Når du vælger snedker badeværelsesmøbler i eg, vælger du kvalitet. Svalehalen er en klassisk snedkersamling med masser af stil. Den er kendt helt tilbage fra det gamle Egypten. Svalehalen minder lidt om fingersamlingen, men er opbygget af tapper med form som svalehaler – deraf navnet.
Svalehalernes uens opbygning gør samlingen til en af de stærkeste, der findes, da tapperne holder imod hinanden, samtidig med at der er masser af kontaktflade. Derfor er den blevet brugt til både møbler og bygninger.
Fra 1950 og op i 1970’erne havde Danmarks snedkere deres storhedstid. Her blev der lavet rigtig mange skuffer med svalehaler i skænke, reoler og skriveborde. Dengang lavede snedkeren samlingen i hånden med et stemmejern, og de tog derfor meget lang tid.
I dag ser vi desværre mange svalehaler som er runde på siden, pga. værktøjets runding – et klart tegn på at samlingen er lavet på en fræsemaskine. En rigtig svalehale skal være skarp uden runding. I vores produktion har vi udviklet en teknik, der kan lave svalehaler i den gammeldags kvalitet.
På fronten af skufferne ses svalehalerne som streger af endetræ – en stiplet linje på kanterne, om man vil. Det giver et flot og fuldæstetisk udtryk, som vil tilføje noget personlighed til ethvert badeværelse. Svalehalerne gør, at badeværelsesmøblet vil bringe dig glæde i mange år.